I går var jeg til konsert med lovebites, for i anledning af 1 maj var vi taget i byen, og kom lidt tilfældigt forbi rust. Fornemmelsen af 'vi er her bare sån lidt tilfældigt' forsatte desværre også under konserten. Selv om rust var godt fyldt op, formåde lovebites slette ikke at fange publikum. Med deres tunge og melankolske udtryk, blandet med 'nu hopper vi - gymnasie rock' virkede det som en lidt rutinpræget præstation med kun få glimt af rigtigt 'nerve'. "De kommer jo aldrig over 90 (bpm)", som en ven sagde lidt skuffet. Om det var DAD-bånd effektten eller om det var fordi lovebites forinden havde nydt for meget af fælledparken, kan jeg kun gætte på, men de burde have taget konsekvensen og lavet en mere hygge konsert. For de kan godt og de er en fornøjelsen at lytte til- også selv om de kommer lidt tilfældigt forbi rust.